Jeg kan ikke lide jyder, der skælder mig ud.

I ved, den dér slags, der bare ikke lige blev pudset ordentligt med sandpapir, hvis man kan sige det sådan. De kigger formanende og vredt på én det ene øjeblik, og de ni andre øjeblikke tonser de bare dauda' i deres egne retarderede, små liv. Værtshusbesøg er per definition overrepræsenterede i deres dagligdag, og i disse stunder står de ikke tilbage for at skide etikette som lov et ikke undseligt stykke. Deres undskyldning til alle tider er, at der ikke er så meget pis med dem. Af samme grund går de forrest i borgernes verbale hug mod politikerne, for DEM er der jo meget pis med !!! De stemmer Venstre, Socialdemokraterne eller DF. I sidste ende foretrækker de nemlig, som de hårde hunde de er, at være blødt pakket ind i midten, men er der noget, der alligevel kan få dem op af stolen, er det de mange sorte samboer, der kommer og tager deres penge - ja, DERES penge, for man har fandme ret til at drikke og slås sit liv og sin duelighed væk! Men så er der altså også de af dem, som er så allergiske overfor føromtalte pis, at de skider hul i det lidt de kan gøre for at komme det til livs. Og det er måske i virkeligheden meget godt, for ikke at sige sundt for resten af befolkningen, at disse pusseløjerlige størrelser lader magtsedlen blive hjemme på sofabordet. 9 - 20 er også lige tidsrummet for deres standard skønhedssøvn mellem to vilde natmorgener i byen, og at brevstemme, tssssk, jaja, den er god med dig, DU SKAL IKKE KOMME OG FORTÆLLE MIG det kan lade sig gøre i virkeligheden.

Jeg er jyde af blod og hjerte, men bliver det kort sagt aldrig af sind. Det forhindrer mig dog ikke i at stå forrest som angriber i den evige sport, der hedder Jyder vs. Københavnere. Men mine nedladende, stereotype betragtninger af sidstnævnte må lige blive en anden gang.