Jeg har næsten lyst til at skrive hej verden, for skal man tro bloggens indstillinger, er "verden" en ret præcis målestok for, hvor eksponeret den egentlig er. Ja, jeg overdriver selvfølgelig, men altså, 73 sidevisninger i februar og 33 i marts, selvom det er to et halvt år siden jeg har skrevet et ord herinde - hvad fuck sker der ??? Min veninde G mindede mig nådesløst om min elektroniske fortid for få dage siden, og jeg skal da love for det blev starten på en lang og tung travetur nedad Memory Lane! Følte mig mest af alle som Kirsten Dunst i Melancholia - mine fødder sank dybt i muld ved hvert eneste drøje skridt.
Med fare for at virke uhøflig og kontrollerende - HVEM FANDEN LÆSER DET HER GAMLE SKIDT? Hvem er I, og hvordan fandt I dog herind :-) Tillad mig at påpege, at jeg aldrig har henvist hertil i det offentlige internetrum. Jeg har aldrig benyttet mig af muligheden for at tilplastre for eksempel min Facebook i links - da jeg ikke kan se hvad mine fåtallige cyberspacevenner skal med mit tankebræk, og jeg i det hele taget aldrig som sådan har forbundet dette medie med min øvrige person på internettet, hvorfor jeg jo også bare kalder mig E, og ligesådan kalder omtalte venner ved deres forbogstav.
Jeg er på ingen måde ked af, at der findes folk der gider. Hvis det virker sådan, skyldes det alene overraskelse. Jeg har ikke selv besøgt bloggen i mindst et år, så de relativt mange sidevisninger fra de sidste to måneder kan ikke engang vise sig at skyldes en narcissistisk trang til selvbekræftelse.
Som det fremgår af ovenstående, er trangen til at tale med store ord og lange, fluekneppende sætninger ingen steder gået hen; pointen med dette indlæg kommer først nu! Hvis der er nogen overhovedet derude, som har lyst til at give sig til kende som læser, fast som ufast, ville intet kunne gøre mig mere glad lige nu. Jeg kan simpelthen ikke tro, at et månedligt gennemsnit på 78 besøg - og hér er der kun tale om hvad der er foregået i de stillestående to og et halvt år - kan tillægges tilfældets magt alene. Vil super gerne vide hvem der dog har brugt sin tid herinde, samt hvilke tanker der eventuelt er gjort om de ord, som ingen brun sæbe var stærk nok til at holde i skak <---- En vittig reference til en børnehavepædagog, som mente ens mund skulle vaskes i brun sæbe, hvis og når den var uvoren. Har aldrig fundet ud af om det er en generel talemåde.
Det skal siges at anonyme henvendelser er meget velkomne! Alt andet ville da også være dobbeltmoralsk af mig, Frk. Super Hemmelige E. Dette "initiativ" har ikke engang behov for bekræftelse som bevæggrund, men snarere ren og skær nysgerrighed. Igen vil jeg uopfordret påpege, at jeg aldrig har gjort reklame på den ene eller syvende måde! Jeg kan, hvis jeg virkelig lægger hovedet i blød, komme i tanke om 13 mennesker, som jeg decideret har vist bloggen til. Den har været som en semihemmelig dagbog for mig, og på det grundlag har jeg skrevet alt, som i virkelig alt, der er faldet mig ind. Det har vel været et eksempel på det klassiske kompleks om, at man gerne vil opdages, bare for at få nogen at sige til, at det vil man i hvert fald ikke! En slags omvendt version af den nok mere velkendte Jeg gider i hvert fald ikke med til den fest jeg ikke er inviteret til - ish.
Det var vist nok for denne gang!! Jeg aner ikke om det hér overhovedet kommer til at være den rigtige skrifttype, når først indlægget er udgivet. Det er hvad der sker, når man kommer uanmeldt tilbage efter næsten en årrække; denne min lille verden, som jeg fredeligt har gået og troet var en niche jeg selv og mine nærmeste alene kendte til, har ikke på nogen måde haft mulighed for at forberede sig på dette comeback, og ligesådan kan jeg ikke andet end chokeres over hvordan den har levet sit eget liv i mit fravær! Vi er vokset fra hinanden, simpelthen - ærligt, så var mit exit en lang og stabil proces, der skete ganske af sig selv; det var aldrig en beslutning der blev taget.
OG SÅ hedder det vist godnat. Kan alle, der er og ikke er, eller ikke vil stå ved de er derude, nyde det sidste døgn af denne ferie. Det kommer til at være ligeså flygtigt som dette liv og dette forår :-)
Med fare for at virke uhøflig og kontrollerende - HVEM FANDEN LÆSER DET HER GAMLE SKIDT? Hvem er I, og hvordan fandt I dog herind :-) Tillad mig at påpege, at jeg aldrig har henvist hertil i det offentlige internetrum. Jeg har aldrig benyttet mig af muligheden for at tilplastre for eksempel min Facebook i links - da jeg ikke kan se hvad mine fåtallige cyberspacevenner skal med mit tankebræk, og jeg i det hele taget aldrig som sådan har forbundet dette medie med min øvrige person på internettet, hvorfor jeg jo også bare kalder mig E, og ligesådan kalder omtalte venner ved deres forbogstav.
Jeg er på ingen måde ked af, at der findes folk der gider. Hvis det virker sådan, skyldes det alene overraskelse. Jeg har ikke selv besøgt bloggen i mindst et år, så de relativt mange sidevisninger fra de sidste to måneder kan ikke engang vise sig at skyldes en narcissistisk trang til selvbekræftelse.
Som det fremgår af ovenstående, er trangen til at tale med store ord og lange, fluekneppende sætninger ingen steder gået hen; pointen med dette indlæg kommer først nu! Hvis der er nogen overhovedet derude, som har lyst til at give sig til kende som læser, fast som ufast, ville intet kunne gøre mig mere glad lige nu. Jeg kan simpelthen ikke tro, at et månedligt gennemsnit på 78 besøg - og hér er der kun tale om hvad der er foregået i de stillestående to og et halvt år - kan tillægges tilfældets magt alene. Vil super gerne vide hvem der dog har brugt sin tid herinde, samt hvilke tanker der eventuelt er gjort om de ord, som ingen brun sæbe var stærk nok til at holde i skak <---- En vittig reference til en børnehavepædagog, som mente ens mund skulle vaskes i brun sæbe, hvis og når den var uvoren. Har aldrig fundet ud af om det er en generel talemåde.
Det skal siges at anonyme henvendelser er meget velkomne! Alt andet ville da også være dobbeltmoralsk af mig, Frk. Super Hemmelige E. Dette "initiativ" har ikke engang behov for bekræftelse som bevæggrund, men snarere ren og skær nysgerrighed. Igen vil jeg uopfordret påpege, at jeg aldrig har gjort reklame på den ene eller syvende måde! Jeg kan, hvis jeg virkelig lægger hovedet i blød, komme i tanke om 13 mennesker, som jeg decideret har vist bloggen til. Den har været som en semihemmelig dagbog for mig, og på det grundlag har jeg skrevet alt, som i virkelig alt, der er faldet mig ind. Det har vel været et eksempel på det klassiske kompleks om, at man gerne vil opdages, bare for at få nogen at sige til, at det vil man i hvert fald ikke! En slags omvendt version af den nok mere velkendte Jeg gider i hvert fald ikke med til den fest jeg ikke er inviteret til - ish.
Det var vist nok for denne gang!! Jeg aner ikke om det hér overhovedet kommer til at være den rigtige skrifttype, når først indlægget er udgivet. Det er hvad der sker, når man kommer uanmeldt tilbage efter næsten en årrække; denne min lille verden, som jeg fredeligt har gået og troet var en niche jeg selv og mine nærmeste alene kendte til, har ikke på nogen måde haft mulighed for at forberede sig på dette comeback, og ligesådan kan jeg ikke andet end chokeres over hvordan den har levet sit eget liv i mit fravær! Vi er vokset fra hinanden, simpelthen - ærligt, så var mit exit en lang og stabil proces, der skete ganske af sig selv; det var aldrig en beslutning der blev taget.
OG SÅ hedder det vist godnat. Kan alle, der er og ikke er, eller ikke vil stå ved de er derude, nyde det sidste døgn af denne ferie. Det kommer til at være ligeså flygtigt som dette liv og dette forår :-)
Det er en megen almen talemåle :*
SvarSletJeg søgte bare på ordet pesceganer. Haha. Sådan havnede jeg her på en blog, der ligner ufatteligt meget den, jeg selv lige har oprettet. Pudsigt! Spøjst! Men sådan er det.
SvarSlet