Ja, så sidder man her igen, det blir sgu værre og værre. Jeg er på gale afveje, men det er universets og forårets og samfundets skyld. Hvordan kan universet være uendeligt, når vi måler det i lysår, i TID, står det ikke helt klart at tiden ikke er uendelig? Jeg kan ikke rumme det. Det kan nu også være det samme, viden er i et vist omfang lidenskabsløst. Tid og vid, næhh, dét her er sansemenneskets revolution. Jeg vil se, høre og mærke alt der er smukt, jeg vil i min dybeste bevidsthed hellere erindre hvad der pirrede mig end hvad jeg gik og troede var nødvendigt at vide.
