onsdag den 30. november 2011

Juleaften i november ... eller noget?

Det er sgu ikke for sjov! Selveste Sigurd Barrett har her til aften stået og småbørnsprædiket om, at det er juleaften og orkesteret holder fest, og hvert et instrument er inviteret med som gæst. Og så kørte det ellers bare. Puuuh, har faktisk sunget så meget idag (to timer i en bus er medregnet) at jeg nok er blevet soprano nu. Og skal igen imorgen. Og i overmorgen. Og på lørdag. Wi !

Jeg giver egentlig ikke meget for juleaften længere. Især ikke indkøbsræset, den lidt halvforlorne religiøsitet vi forsøger at lægge i kristendommen denne ene dag om året, og måske heller ikke den mentale krise der oftest følger med snestormen og éns viden om at om blot en uge er endnu et år gået. Og sneen der falder så ren, men vi møger den til, og ligeså skrøbeligt er det kommende år. (Og sneen er der højst sandsynligt ikke engang).

Bli'r altid sådan lidt tragikomisk på den her tid af året. Vinterdepression???

torsdag den 17. november 2011

Daggry, KunSten og springhal på skatteborgerens regning.

Jeg er lige nu i en formentlig langvarig fase hvor jeg så at sige fylder mit liv ud. Det betyder at jeg ikke VENTER på at der daler tre millioner og en ung udgave af Johnny Depp ned fra himlen. I stedet forsøger jeg, igen, at rage alle afskygninger af illusionære freds-/lykkesøjeblikke til mig, og de danner tilsammen et puslespil der med lidt god vilje og nærsynethed vil kunne påstås at minde om en mening med livet. Det er ærligt talt ikke så meget anderledes end den velmenende, smuksjælede, men desværre udadtil sølle borger hvis hele legeme kun er i bevægelse med det formål at opnå den næste nål i armen. Jeg vil faktisk tillade mig at sammenligne disse to drugs. Men ej, jeg er trods alt ikke nået til det stadie hvor en afvænning er nødvendig.

Daggry er den danske udgave af navnet på den nyeste twilightfilm som er FUCKING fed! Helt ærligt, den har, til forskel fra de øvrige film i serien, nogle fænomenale gyserelementer presset ind hist og her, og den kære hovedperson ligner et omvandrende lig størstedelen af tiden. Synes faktisk den er federe lavet end mange andre mytologiske gysere, og det er imponerende, at en film der er del af så stor en kultsaga, stadig formår at give seeren noget at hente.

KunSten er et mimisk teaterstykke som de fleste kunst-, filosofi- og følelsesslugere sikkert vil kunne få noget ud af. Hvis du står på en sten og klamrer dig til en person der står der sammen med dig, gør du det så for at holde den anden oprejst eller er du kun ude på at undgå selv at falde ned?

Og med hensyn til springhallen, ja sådan én skal jeg altså ud til imorgen (på skatteborgerens regning :)), jeg glæder mig til at blive transformeret tilbage til femårsalderen.

torsdag den 3. november 2011

Her er Marie

Marie ville ha' været den bedårende dame i kjole og hvidt, hvis ikke det var fordi hun så vidt jeg ved er inderligt lidt for at gå i kjoler og især i hvidt.

Selv når Marie lever i den umærkelige slappedas på en efterskole formår hun at holde sit pandehårs symmetri ved lige. Man ville nemt kunne bruge de skarpe kanter i en geometrisk gåde...

Marie har en aura af forfinethed. Alligevel vil det ikke undre mig om hun om fem år holder til på det bagerste af en undergroundscene for til den tid nutidens hipsters, nådesløst tæskende i tønderne, og med en hjemmerullet cigar i mundvigen og i det hele taget en attitude af you're too easy, stay with ur mama!

Hvis jeg engang ser en killing der er ung og førstegangsoplevende, men alligevel har lagt det kluntede bag sig og indtaget en elegant catwalk, og den tilfældigvis også har en særligt raffineret, koksgrå pels og drømmende øjne, så vil jeg føle mig ret sikker på at det er Marie i et af hendes ni katteliv.

Marie ville i det hele taget ha' været en kat hvis vi alle hver især var et dyr!

Og Marie er sidst, men ikke mindst et af de få mennesker der kan bære pink fjer med stil og ikke fordærvende svulstighed.



Og hun er sød og naturlig ♥