Okay, listen carefully, -

for jeg har store planer. Jeg dropper ud af mit studie nu og søger ind på politiskolen, sådan er det bare! Ikke mere boglig uddannelse, ikke flere timer i venteværelset med det ene formål engang ude i horisonten at blive klækket ud i samfundsmaskineriet. Det er tid til handling. Hæderlige, hårdtarbejdende, handlekraftige mennesker skal være mine nærmeste omgivelser.

Jeg må hellere tage øjenbrynspiercingen ud, for at blive accepteret...

Ej for helvede, hvor det tordner!

Og her er jo så fyldt i forvejen.

Selvcentreringstrip

Hej, jeg er et forfærdeligt menneske. Jeg er ligeså usikker, perverteret, kødelig som alle andre, men i langt flere tilfælde end hvad der kan kaldes gennemsnitligt, vender jeg disse tillægsord til at være noget dårligt, horribelt, forfærdeligt. Jeg har leget så meget med ilden at det kan betragtes som usundt. At lege med ilden betyder, som jeg har forstået det, oftest at man gør noget som i sidste ende kun går ud over én selv. Men åh nej åh nej, det jeg her taler om er det som i sidste ende går ud over andre. E-go-is-me. Åh, jeg døjer det ikke! Hvem/hvad gjorde at jeg blev sådan her? Det der er så totalt tankevækkende selvcentreret ved en tankegang som denne, det er at jeg sidder og flæber som om det er mig det går ud over. Jeg har mod til at erkende min nederdrægtighed, men ikke til at gøre noget ved den. Jeg handler, og tænker bagefter. Og når jeg så tænker, så er det på hvor forfærdeligt min egen krop har det, at huse så sort en sjæl. Det er en dobbelthed, - selvcentrering i selvcentrering!

Jeg er lost in my mind. Hinsides al tænkelig hjælp, medicin og terapi. I dén grad indenfor fare!

Kærlig hilsen E

En ond drøm

Sjæl suget ud med sugekop; jeg har ingen følelser nu. Bag facaden er der tomhed, massiv tomhed der ikke tjener andet formål end at fylde den endnu mobile krop ud. Og den har ledt så meget den kunne, har hverken fundet eller ikke fundet, der var ikke noget svar, for et svar udspringer af et spørgsmål, og der var i sidste ende ikke noget spørgsmål. Intet at søge, intet at finde. Følelser er vel egentlig ikke nødvendige, men det kan nok være et stort problem ikke at have dem..

LINK

Aner ikke hvem, hvad og hvor, er virkelig musikalsk uvidende, men har stenet det her stykke musik i omkring to timer, det er nok det jeg vil kalde smagfuldt bizart.

KLIK HER, du KAN jo ikk lade vær' !

Som var det igår...

I ugerne op til at jeg fyldte 15 kørte jeg den her interne joke; jeg er faktisk ikke klar over hvorvidt det overhovedet gik op for mine omgivelser hvad fanden det var jeg rendte rundt og lod som om jeg forestillede mig. Men det gik i hvertfald ud på at jeg overalt, det vil sige på skolens tavle, i folks hæfter, desværre ikke på denne blog eftersom jeg dengang endnu ikke havde oprettet den, skrev nogle syge bemærkninger i stil med: "Åh shit, jeg fylder 15 om en uge, syv dage til mit endeligt!", "Farvel verden, lige om lidt sidder jeg og rusker tremmer i ungdomsfængslet" eller den klassiske "Jeg bliver snart buksemyndig, nu er jeg nødt til at drikke for at leve livet på kanten". Og så videre og så videre... Jeg var måske en smule euforisk dengang. Faktum er at jeg savner at være 15. Det er et uskyldens år, selv nu hvor den kriminelle lavalder er sat ned til 14, og en 15-årig dermed er mere end strafbar. Jeg tror det indtil videre har været i mit femtende år jeg har prøvet flest ting af, både de konkrete "ungdomsprøver" og de mere mentale udviklinger. Sidder næsten og bliver helt melankolsk nu. GID der ikke fandtes tid og datoer, GID man kunne køre sit eget løb fuldstændigt uafhængigt af systematiske samfundsordninger. Jeg er så gammel og grå nu, forstår I? Men jeg søger stadig nye mål. Og er i det mindste taknemmelig for at mit føromtalte endeligt ikke indtraf da jeg fyldte 15. Så havde jeg jo ikke nået at opleve det efterfølgende år, hvor jeg på mange måder syntes jeg lærte mig selv og verden bedre at kende.

Og nej, har ikke drukket her til morgen eller noget, har vist bare set lidt for langt ned ad barndommens allé !

Hormonodrom!!!

Oh my god, jeg er som en 13-årig igen! Skriver det kun herinde fordi alle mine pårørende allerede har fået mine trængsler hylet ind i ørerne. Men der er virkelig et eller andet galt. Jeg har lige snakket i telefon i en halv time, råbte cirka halvdelen af tiden. Har gåsehud på armene, føler mig næsten sløj, ligger begravet i dynebetræk og tæpper. Er ked af det, glad, opkørt, irriteret, fjern. Savner folk, virkelig alle mulige folk, jeg savner at være omgivet af dem jeg ikke snakker meget med, men bare finder det behageligt at være i nærheden af, og at snakke med dem jeg betragter som nære venner. Men jeg orker ikke at fjerne røven fra sofaen, det er fuldstændig udelukket! Vil bare være her i min rede og planlægge min smukke fremtid. Så gør det vel ikke noget at jeg spilder nutiden på ingenting? Mit liv skal være herligt!!! Jeg er ikke helt ung længere, men jeg har dog stadig tiden, til at opbygge en tilværelse, foran mig. Seriøst, mit liv skal være fucking smukt. Vil være omgivet af alle jeg holder af. Vil finde mig selv, videreudvikle mig selv, smadre mig selv, genopbygge mig selv. Det er det eneste der betyder noget!

Er overrasket over mig selv, men...

gosh jeg savner skolen! Snakkede lige med en klassekammerat, og fuck hvor er jeg egentlig glad for at der nu kun er 10 dage til det hele begynder igen. Bliver også sjovt at prøve at gå i en monsterlille klasse på 13, det har jeg ikke prøvet før. Tættere relationer til de andre, fredeligere atmosfære osv. Og dah, kan jo alligevel ikke bruge ferien til andet end at sove når her ikke er andet end grå regnvejrsdage. Eller faktisk er det allerede endt med at jeg sidder og nærstuderer diverse spirituelle bøger omhandlende vejen til diverse åndelige aspekter. Det er vel bedre end så meget andet af det lort man kan fylde sig med.

Stillestående
Fredag

Smutter igen, jeg bliver bare dummere af det her!
Nyd de sidste sørgelige rester af varmen.