lørdag den 30. juli 2011

Party På Landet.

Hvor var det altså dejligt endelig at få udnyttet ferien til at feste igennem. Og fik set nogle folk igen, og det foregik alt sammen meget idyllisk beliggende. Nu var alle dem der mødte op jo forholdsvist unge, men ved et totalt forudbestemt sammentræf var der minifestival ved en af naboerne. Voksne mennesker, små hvide telte og et utrætteligt amatørband. Selvfølgelig gik vi derover, men vi havde det nu også meget hyggeligt selv. Og jajaja, jeg drikker altså ikke særlig tit, så der skal ikke det store til før jeg har det sjovt, er oppe at køre og nogen gange desværre også går lidt kold. Og beklager overfor dem der modtog en lind strøm af opkald fra mig, men altså det er jo bare mig i stoned udgave :)

tirsdag den 26. juli 2011

Fredfyldt atmosfære.

Jeg mærker så ganske klart helheden. At trave formålsløst rundt på Kongens Nytorv og i random gader. Jeg vil med hånden på hjertet kalde mig selv spontan eller i hvertfald spontanitetselskende, og med en personlighed repræsenterende et tillægsord som dette findes der næsten ikke noget bedre end bare at gå og gå, improvisere når man farer vild, hvilket oftest sker, og bare vide at man intet skal nå eller rette sin dag efter. Og igen var jeg alene, det elsker jeg jo virkelig sommetider. Elsker at se på de og det forbipasserende, være i den fortættede mængde af ukendte ansigter og kroppe i gågaderne. Det unikke ved at være i en storby, alene og uden at have travlt, er at man sagtens kan holde al støj og tæthed ud, det er ligesom det der giver øjeblikket sjæl. So close together and so alone!

lørdag den 23. juli 2011

Jeg, E

Jeg ved hvad jeg skal, jeg ved hvad jeg kan, jeg ved hvad jeg er fucking god til...


Det vil altid være muligt for mig at videreudvikle de elementer jeg besidder


Intet kan stoppe mig i at blive stor og stærk


Jeg glæder mig til livet efter døden, men lige nu er livet i livet nok...


Intet er for sent


Alting kan kun gå i gode retninger, for går de i en dårlig bliver de gode kun lettere at få øje på


Og i sidste ende er det mit totalt eget valg om jeg vil sidde i den dårlige og lade liv og glade dage sejle uberørt forbi






End. Of. Discussion !!!!!

fredag den 15. juli 2011

Mit paradis, mit årlige højdepunkt...

Imorgen smutter jeg over til den anden side af Øresund :)))
- Ved ikke hvor mange af jer der synes om og overhovedet har været i Sverige, men jeg eeeeelsker det ! Rettere sagt, jeg elsker en helt bestemt plet af dette land: Der er en lille by, Örkelljunga, den er forholdsvist sydligt beliggende. I en rundkørsel et stykke uden for den befinder sig en McDonalds, en tank og så en af landets største "godisforretninger" hvor jeg efterhånden er skide velkendt. Og så kan man køre ad en mindre vej ud på en sti, og den sti fører ind i en skov, og rimelig tideligt på stien drejer man til højre, og ja, så er man ved mit helt personlige drømmested. Tre store rødmalede feriehytter i bedste svenskerstil, isolerede fra larm og anden menneskeskabt dumhed, en utrættelig bæk omgivet af mystificerede træer løber lige nedenfor, og den ender endda ud i en sø hvor jeg både har badet og sejlet i kano hvert år. Ja, med hvert år mener jeg altså de sidste omtrent fire år, jeg tror nok det imorgen bliver femte gang min familie og jeg tager på denne ferie, - det er blevet en årlig tradition, og der kommer altid alle mulige, både folk jeg kender og ikke kender.

Nå, altså jeg ved godt at det ikke lyder som noget særligt, masser af mennesker tager på denne slags "fællesferier med andre familier", og gerne i lige netop Sverige. Men for mig er det virkelig blevet et årets højdepunkt, jeg ser frem til det i flere uger inden, og ikke én gang har jeg længtes væk derfra. Hidtil har jeg faktisk ikke snakket specielt meget med de mennesker jeg ikke kender, som er der, men det kunne være jeg skulle ændre på det i år. Og måske ikke. Man kan virkelig sagtens være helt alene eller sammen med få andre uden at føle man spilder tiden. Har heller aldrig prøvet at tage nogen venner med derop. Jeg synes ligesom det er en uge hvor jeg bare gerne vil nyde familiens selskab, og hvis jeg selv skal sige det er jeg egentlig ikke ellers én der er specielt bevidst om den slags. Så jeg tror virkelig stedet i sig selv har en eller anden indflydelse på mig. Ugen er måske det man ville kalde en "lade-op-ferie", - den gør sgu en forskel for resten af året!

Hæhæ, og det eneste jeg ville informere om var faktisk bare at jeg fra imorgen til på næste lørdag ikke vil være til at få fat på. Hvis ikke jeg føler en alt for skrøbelig og dyrebar ro i sindet når jeg kommer hjem, kan det være jeg vil skrive et dobbelt så langt indlæg som dette, hvor jeg så vil fortælle om hvad jeg har lavet deroppe. Altså, det er min blog, hvis du synes jeg er alt for kedelig og sentimental kan du bare smutte!

Nyd fortsat sommeren, og hvis du ligesom jeg indtil videre har lavet Nul Og En Skid og ikke gider fortsætte dette og ikke har en idyllisk ferie stående for døren, så få fingeren ud og bestil en afbudscharterrejse eller pendl på tommelfingeren til Rusland. Pas på dig selv :)

torsdag den 14. juli 2011

At give slip på lortene man selv har lagt.

Har lige set en overordentligt kreativt fundet på, men også langt ude syg film, den hedder "Die Tür". Altså, den er virkelig sine steder skrækkeligt nervepirrende, men budskabet, sådan som jeg opfattede det, var faktisk meget klassisk, stilrent og også en kliché: Du/vi er nødt til at se fremad og fortsat føre en tilværelse når du/vi virkelig har klokket i det og gjort tilsyneladende uoprettelig skade. Her er det jeg tænker på hvilket motiv forfattere har til ustandseligt at digte historier om netop det at begå en fejl og hvordan man kommer videre bagefter. Forsøger de at give os håb om at vi er okay selvom vi er nogle snæversynede, egocentrerede og primitivt handlende pattedyr? At der er et liv efter et hul? Eller vil de netop karikere og tydeliggøre de begåede fejl for at vise det modsatte; at vi ikke er okay og bare burde skydes?

Nu synes jeg jeg er nok inde på det her emne til at starte en debat med mig selv: Vi er mennesker, små og famlende i blinde, håbløse, alt hvad vi gør er i sidste ende for vores egen skyld, vi er ikke i stand til at se os selv som værende et led i en større sammenhæng vi ikke har kontrol over, vi vil hellere blive i troen på at denne sammenhæng er til for os, - ikke omvendt!

Okay, jeg magter ikke at være så kynisk. Har en veninde der i øjeblikket er meget fascineret af eksistentialismen. En eksistentialist er for mig at se et godt eksempel på lige netop det at tro på at man selv skaber sig selv. Men jeg synes ikke der er noget i vejen med den tro i sig selv, overhovedet ikke. Og jeg er nok også på sin vis tilhænger af dette verdensbillede. Men det er når egoismen tager overhånd, - så er man i tanken ikke længere kun sit eget centrum, men også alle andres. Det kan aldrig være optimalt, for derved ville man jo ikke kunne være i harmoni med andre af samme overbevisning som en selv, - de ville jo synes at DE var både deres eget og alle andres centrum.

Jaja, mennesket er nu på én gang både det mest komplicerede og det mest håbløst let gennemskuelige dyr i drift, - haha, ja altså, vi er ikke dyre i drift, vi er DYR som er i drift.

Vi må af og til synke sammen og trække os tilbage for at kunne holde os selv og alle vores artsfæller ud.

Vi er måske på vej mod noget større og bedre.

Og måske er vi bare på vej mod det samme i værre tilstand, og i så fald holder det hele nok op en dag og bliver afløst af, - ja, ingenting.

Det jeg helt klart kan se mig enig i ved eksistentialismen er at intet er forudbestemt. Jeg synes ordet "skæbne" for det første er svulstigt, patetisk, dramatiseret, gammeldags på den ufede måde, og derudover indikerer det noget jeg ikke tror findes. Du. Opbygger. Selv. Vi er alle sammen gør-det-selv-håndværkere i den forstand.

Jeg kan ikke rigtigt se anden udvej end at stoppe her. Tror snart jeg får teknologisk sammenbrud.
Forresten, den sidste Harry P-film er virkelig nice i 3D. Det er de fleste, men særligt i denne her følte man sig virkelig "hevet med ind i historien".

søndag den 10. juli 2011

Du er sgu bare for sløøøøøøv !

Åhuhåh, menschen. I formår sgu alt grimt og alt smukt her i livet. I b***** og drikker og egotripper den fuldt ud, og selvfølgelig deltager jeg også selv.

Helt ærligt, jeg har brug for noget at tro på. En religion eller en kult(ur) eller en livsstil.. Eller måske har jeg bare brug for noget beskidt og unødvendigt, - nej, ved nærmere eftertanke er det netop det jeg hidtil har befundet mig i og nu søger ud af. Hjælp mig...

:(

onsdag den 6. juli 2011

Er det i orden at skralde?

Her klokken to i nat skraldede, som man jo så stolt kan lide at sige det, en veninde og jeg bag den lokale Netto.. Vi fandt en udmærket pose brød i skiver, kun cirka to dage over sidste salgsdato, og en bakke jordbær helt uden mug og andre grimheder. Det smagte så godt som sådan noget smager, men hele rusen lå jo i at vi SELV havde skaffet det, og vi befandt os i volden af denne følelse af overlevelse; nu var vi i stand til rent fødeindtagsmæssigt at klare os selv. Derudover var vi klædt i vores knap så stiveste puds, og vi vandrede hvileløst rundt, og det var ud på de små timer, så autenticiteten var fuldendt.

Er det i orden? Altså, princippet i/grunden til at man skralder er dels at man sparer penge, dels at man aflaster diverse containere og skraldespande for store mængder bortkastet føde der ellers bare ville være endt uudtjent på lossepladsen. Og nogen, jeg :), får måske også et lille kick ud af det, men det er vel netop også fordi at det er en smule på kant med det ordentlige? Så vidt jeg ved er det ikke hverken strafbart eller definitivt ulovligt, men der er noget udflippet og lidt lyssky over det, og det krakelerer vel også forestillingen om et land af overflod en smule. Men det at det altid skal foregå sådan lidt hemmeligt og efter mørkets frembrud, skyldes det at indehaveren af den pågældende butik simpelthen bare ser sig irriteret over sådanne uvedkommende indtrængsler på privat område, eller handler det mere om det symbolske i at man skal lade skrald være skrald og ikke samle det op og gøre det til noget brugbart? I hvertfald tror jeg ikke det handler om en angst for at en respekteret borger skulle få for gammel mad i den gale hals og efterfølgende blive syg, - og er det tilfældet, ja så er det jo den skraldende der har en ting eller to at lære og ikke butiksindehaveren.. Men jaja, så enkelt fungerer det nok bare desværre ikke, og jeg må nok indse at jeg fortsat kan blive nødt til at indsamle mine gratis måltider i al diskretion. Som sagt giver det også dette totalt undværlige, men ikke desto mindre livsnydelsesforbedrende kick, og vi (mig og de øvrige på-den-forkerte-side-af-18 unge tosser i området) lever jo i en lidt provensiel, mindre by, og vi har kun det skæg vi selv sidder på, omend i hvertfald indtil vi bliver myndige, dørene åbnes, og vi får muligheden for at sidde med hos de tunge drenge på barerne.

Lad dig gerne inspirere af min fritidsaktivitet, - det er faktisk foruden morskaben ikke så tosset at føle man lever i større harmoni med naturen og for færre penge :)

mandag den 4. juli 2011

En verden af skønhed !

Hvorfor har jeg igen så fucking ondt i maven, hvorfor er der ikke nogen der opdaterer deres blog så jeg kan læse noget nyt, hvorfor sad jeg fire timer på omegle igår (fik faktisk endda noget ud af det), hvorfor er fremmede mænd som de er, hvorfor føler jeg denne trang til at gå ud og drikke mig hjernedød og score en homo - køn ligegyldigt, og alt muligt andet blablabla, - dér har du en verden af skønhed.