16. indlæg i den her måned?

Snavs på næsen
i kager
ikke nær så fristende som i formiddags

Kunstnersjæle
holdende en pause
fra kreativitetsdræbende lugte

Små prikker
af ingenting
og lufthuller
af alting

En handling er ikke nødvendigvis i sig selv stærk, men den kan give dig en følelse af at være det.

Et lille varsel: Jeg har fundet frem til at jeg faktisk udtrykker mig bedst og renest i forholdsvist korte vendinger, så nu vil jeg forsøge mig med at klemme små lommefilosofier ind i mine derudover næsten almindelige blogindlæg. Ovenstående overskrift er en sådan lommefilosofi, bare så du lige er forberedt på at jeg sgu nok desværre ikke er ligeså bagklog som man kunne have ønsket.

Nå, men det her skulle egentlig handle om noget helt andet. I går, - i GÅR!! - sad jeg i fodenden af en briks i fire timer, vejret udenfor var skønt og smukt, studenterne lallede stadigvæk rundt, og i lokalet jeg befandt mig i var en "luftmaskine" (hvad fanden hedder sådan en?) tændt på fuldt blus. Hvorfor jeg ikke var ude i den ægte luftvare? Fordi jeg fungerede som mental, i nogen forstand også fysisk støtte for min veninde, som var den der lå ned på briksen - vi var i en TATOVØRforretning :D

Episk oplevelse, ville mange have kaldt det. Jeg syntes det var et frisk pust i min unge verden. Og jeg er heeeelt forgabt i kunstværket der kom ud af det, såvel som min veninde selvfølgelig også er. I der kender mig personligt har sikkert en idé om hvem den nu tatoverede kan være, og jeg siger bare hvis/næste gang du møder vedkommende, vær fordomsfri i tilfælde af at du er modstander af skønhedsindgreb, og du vil få et æstetisk kærtegn på opleveren.

Min mening er at tatoveringer har deres egen skønhed. Man skal inden man får en kunne se for sig hvilket billede der kommer, og i tanken placere det nøjagtigt på det ønskede område af kroppen. Det er helt bogstaveligt talt en visuel drøm der går i opfyldelse. Og det er smukt hvis en tatovering fortæller en historie. Om den udtrykker en allerede eksisterende historie eller om den selv skaber en, skal være op til en selv. Til dem der skulle være i tvivl: ja, jeg regner med jeg nok også selv får en tattoo en dag, men at regne med noget vil altid være udelukkende teori, og jeg ved ikke om denne teori vil forplante sig i den ydre verden og blive til praksis. Men masser af respekt til jer der går og drømmer om at få en, - få den!

Sjøst, det her er bare ikke optimalt.

Har cyklet 21 km eller deromkring. Har fortæret en pakke minutnudler. Og jeg er virkelig, virkelig alarmerende kedet af en tilværelse på spring af en afgrund. Har på fornemmelsen at det gælder om at hoppe højt. Så vil jeg nå toppen i stedet for at falde mod bunden...

Forsøg dig ikke med det her derhjemme.

En kontra til forrige indlæg; tilværelsen er TOM!

Det her liv stinker og rummer ikke noget brugbart. Selverkendelse er lukket land. Alting blegner.

Hahahahaha...

Dagens filosofi.

Hvis livet/alt er en illusion, så kunne jeg i princippet sidde og græde lige nu, for tårerne er bare et drilsk synsbedrag, og i virkeligheden er jeg faktisk et velafbalanceret, tilnærmelsesvist lykkeligt menneske med styr på følelserne. Men følelserne må alligevel være de stærkeste illusioner. Især fordi du kun selv har "adgang" til dem. Andre kan måske ane dem via ansigtsudtryk og opførsel, men hvad en følelse i dig helt nøjagtigt er kommet af, hvad den afspejler og hvilken virkning den har, det ved du kun selv. Det her er det mest dybsindige jeg har tænkt over og det mest brugbare jeg har fundet frem til længe, så bær over med mig. Har tænkt mig at forsøge at lade være med at hænge alt for meget foran computeren i al den fritid jeg snart får foræret, så bær igen over med mig hvis jeg ikke får lavet de vilde opdateringer! Ha' en dejlig sommer, smukke danskere :)

Men hey,

hold kæft, hvor er det alligevel vildt, gik et år så hurtigt, skete der så meget, og er jeg så gammel?

Livets skole.

Har fem skoledage tilbage plus en forhåbentligt sentimental afslutning på næste lørdag. Jeg skal sige farvel til en masse elskede mennesker. Dynamikken og sammenspillet i min omgangskreds vil skride, rykke rundt og finde sig til rette i ny plads. Og jeg ved det hele nok skal gå. Sommerferien bliver én lang meditativ tilstand. Om jeg er alene eller sammen med andre er faktisk ikke så vigtigt. Hvis jeg fester og drikker er det åndeligt, hvis jeg hænger ud med mine elskede venner er det åndeligt, hvis jeg sidder alene hjemme og læser er det åndeligt. It fucking doesn't matter.

Læg mærke til min meget underspillede begejstring for tanken om selve ferien og friheden. Betyder det ikke bare at jeg fortjener den endnu mere? Under alle omstændigheder er det altid den bedste mulighed for at lade op og forberede sig til flere morbide omgange blod, sved, slid og tårer. Og i denne givne frihed træder vi ind i - livets skole. Det er aldrig for sent at rette op på forsømmelser af den vilde ungdom...

Kuren mod alt.

Har gjort mig den overvejelse at opgradere min sundhed til det fortræffelige. Om min sjæl eller krop er mest trængende, er ikke sådan lige at finde svaret på. Læger, psykologer og hjernevridere ville mene at føromtalte to effekter, samt de resterende dele af det hele menneske, arbejder sammen, og at det (sundhed) derfor er noget med balance og at være omsorgsfuld overfor dem allesammen. Sådan en gang bøvl. Hvem har en fuldendt, velafbalanceret helsekrop og også en interessant personlighed og også en nogenlunde sund mental tilstand? I fald der findes et eksempel, sig mig det og lad mig komme denne højtstillede halvgud for nær (kan ikke love en kniv ikke vil være at finde i min højre sidelomme).

Tag noget mere sol, så din hud lige bliver lidt mere hærget og slap og læderagtig, nyd den næste smøg og den næste igen, og vær ikke bange for at lykkepillerne eller elektrochokket vil forværre din psykiske ustabilitet. Og tag syv dybe indåndinger i en storby hvor benzinosen endnu ikke er bandlyst, vær ikke bange for at lege med ilden på din lidt halvtomme kærlighedsfront, tøv ikke med indtaget af de gyldne dråber.

Det var så ikke lige kuren mod alt. Sådan én findes nok ikke.

Befinder mig på en pseudopiedestal.

Uprofessionel digter,
fanatisk korrekturlæser,
amatørmimiker,
ulært hjernevrider,
hyperventilerende freak,
socialt tilfælde,
arrogant passifist,
sjæleblødende frihedselsker,
udhungret lykkesøger,
fredstrængende,
men også fredsdræber,
smålig egoist,
oplæsende diktator,
litteraturnarkoman,
voldsnarkoman,
diskussionsnarkoman,
musiknarkoman,
selvudråbt matematikgeni.

Ja, jeg får helt lyst til at lære mig selv at kende.

Hun var sikkert også barn engang...

...men Margaret Thatcher er (/var i sin storhedstid) en hård negl, kold stål fra inderst til yderst, selvom hun sikkert heller ikke har været ringe i disciplinen at vise klør. Og endnu engang hylder jeg tanken om at være politisk passiv. Føj.

Men

den dag, hvis, politikernes beskidte kneb går ud over enhver, aktivist som passifist, bliver jeg måske nødt til at bryde ud af dette fastlåste valg. Let bliver det ikke for min skrøbelige, politikfølsomme sjæl.

Er træt af kønsroller...

...så vær sød at droppe dem! Det er stenaldermanerer, forældede og på alle måder totalt ubrugelige. De kan måske lige gå an i rollespilslege, en hyldest til det eventyrlige liv fra en svunden tid. Men helt ærligt, den dag idag viser de sig sgu da ikke som andet end lønforskelle, parforholdsknas, personlighedsnedbrydende generaliseringer, alt for macho skiderikker og alt for snerpede kællinger. Jeg er i hvertfald ikke på. Og NEJ, jeg er ikke feminist! Mener ikke at brændte bh'er og ubarberede armhuler og løstsiddende bukser og svovlende tonefald kan have gjort en reel forskel. Hvis de da ikke ligefrem har forstærket kønsforskellene. Men hvis jeg nu fik mig en kønsskifteoperation - ja, så ville jeg være uigenkendelig, ekstremt sej og måske passe en lille smule bedre til mig selv. Eller måske ikke.

Særligt henvendt til KF.

Faldt over mig selv i skridende stilling,
og hvor var det egentlig et kønt syn,
bortset fra jeg ikke selv kunne se det.

Tog lige mig selv i atter at tænke
at politik er ubrugeligt, samfundet en joke,
men ville vi nu alligevel bryde os om
alle at sidde med bongotrommer om et bål,
og ville al vor lærdom ikke gå formålsløst tabt
i forholdsvist ubrugelige refleksioner af livet
Og er naturalismen egentlig løsningen,
og er den vækstorienterede egentlig dum,
og hvorfor har jeg denne trang
til at være en udpræget passiv borger
På den anden side ikke optimalt
at sleske for medborgere kun for at sleske
Og jeg tror sgu egentlig bare jeg må stoppe op
og finde den gyldne middelvej engang
om et par tusind år...

KF, helt oprigtigt talt, jeg beundrer dig for at kunne sætte dig ordentligt ind i politik, og så i så ung en alder. Og hvis du skal i gymnasiet næste år, synes jeg du skal vælge den samfundsvidenskabelige linje hvis du tror det ville give dig stort udbytte, - altså hallo, bare fordi jeg selv ikke kan finde ud af at tænke i statsudvikling og kommunale rettigheder, kan du jo godt gøre det! Skål for dig (jeg drikker cola lige nu) :)

Og nu vil jeg være forfatter.

Jah, du hørte mig. Imorgen vil jeg måske være brandmand...

Livet er
stort
Livet er
en bunke lort
Livet er
sort
Livet er
en port
Livet er
gjort

Skal sgu nok komme langt!

I anledning af ingenting.

Hmm. Er blevet foreslået at skrive om hvor meget jeg elsker livet. Lidt uddebatteret emne, altså hallo, selv de efter min mening stakkels, ubønhørligt fortabte politikere holder vel af tilværelsen. Men da jeg nu sidder her og ingenting laver...

Livet er en relativ størrelse, fordi de påvirkende oplevelser hele tiden kommer på må og få. Livet er lige stort som barn og voksen, fordi børns små legemer kan rumme mindre, derfor føles mindre som mere. Livet er sindssygt og evigt lunefuldt. En skønhed. Jeg afskyr mennesker der tror de er noget særligt, og jeg afskyr dem der tror de ikke er det. Derfor mener jeg livet bør ligge et sted derimellem. Utroligt svært, ikke? Men jeg har heldigvis et helt liv endnu til selv at fuldføre denne mission. Et liv er jo faktisk et helt liv, om man så bliver syv eller halvtreds eller treoghalvfems. Og vi synes det er sørgeligt når et lille barn lider vuggedøden, men fælder vi ikke også en tåre når vor gamle oldemor eller sågar bare en gammel hvidhåret dame stiller træskoene? Det siger jo lidt om døden. Døden er også smuk og i modsætning til livet ikke lunefuld - når den er der, er den der, punktum, been there, done that!
Nå, egentlig har jeg jo endnu ikke udtalt mig om min egen kærlighed til livet. Lige nu drømmer jeg om en tilværelse præget af naturalisme. Og den finder jeg nok en dag hvis jeg overhovedet har lyst til den tid. Jeg finder nogen gange dagen trang og klaustrofobisk, men aldrig livet. Jeg vil være med i mit eget eventyr og trække andre med ind i det - uh, det var en svulstig udtalelse, men det har jeg vel også lov til. En ting jeg har spekuleret meget over på det sidste er, om det i livet er først de andre så dig selv eller omvendt? En kliché er at man skal elske sig selv før man kan elske andre, men hvad nu hvis man er nødt til at elske andre for at kunne elske sig selv??? Måske skal man også bare tage noget hjertemedicin, så hjertet er stort nok til begge dele på én gang. Det er da snart ikke til at holde styr på noget som helst. Men personligt får jeg for en tid f'ølelsen af at være et stort menneske hver gang nogen er taknemmelige for noget jeg har gjort. Så måske er det også bare forskelligt fra person til person.

Har sgu ikke så meget mere at sige, livet er jo et ret smalt emne, ikke? Eller hvad mener du?
Godnat, hængerøve.

Indlæg

Det er altid underligt at se det landskab vi troede vi havde glemt,
afkrogen af hvert et bjerg fugtes af dugperler hurtigt forsvundet igen,
alting opstables og vælter dovent ned i rullende bæk,
skylles væk, og man ved det vender tilbage, men ikke i hvilken form.

What might I be meant to be...

I solbeskinnede Danmark sidder jeg
og ved ikke hvordan jeg bedst muligt kan gøre brug af landets givne goder
og på min hjerne er indsat et rockband på ubestemt tid,
de spiller sommetider virkelig dårligt

Det er gennem ord jeg formidler mine tanker
og musik kan påvirke følelseslivet,
men det jeg i virkeligheden faktisk gerne vil udtrykke
kommer af og til frem på overraskende måder

Ja, jeg sidder faktisk bare her, lidt fastkørt,
tralalala, det er juni og varmt,
nu skal jeg snart have min storhedstid
Og drikke.