Sådan vil jeg i hvertfald gerne have det til at lyde, det ville jo være lidt af en heltetilværelse. Men nej! Turen går til Tørring imorgen, skal have et par dage til at gå med at grave i jord, lave mad under primitive forhold, højst sandsynligt bade i Gudenåen fordi toilettet hele tiden vil være optaget af de mere forfængelige af mine medrejsende, synge en sang, tage en ven i hånden i et ømt øjeblik, i enkelte stunder søge den ensomme fordybelse. Got the shit?
Fuck, hvor går tiden egentlig langsomt. Har det som om igår er idag og idag er imorgen, og nu fatter jeg egentlig ikke hvad jeg selv har skrevet?
Tror bare jeg slutter her. Anstrengelse er den værste kreativitetsdræber :)
mandag den 28. marts 2011
tirsdag den 22. marts 2011
Det enkelte individs storhed og fald (undertitel: Carpe diem!)
Kan man have for meget selvtillid, og vil det i så fald begrænse evnen til at kunne udvikle sig personligt?
Chillede med my dude KG igår. Kom lige i tanke om at vi faktisk i løbet af den halve eftermiddag ikke så få gange roste hinanden i flatterende vendinger. Tillægsord som klog, lækker, musikalsk, poetisk, sej og ikke mindst "mandeædende" føg lystigt rundt mit værelses fire vægge imellem. Det var skam rart både at give og få, vi sad for en tid hver især og sugede i stilhed den givne anerkendelse i os. Som en tredje ven var den der, en ligesom kemisk opkvikkende energi dirrende af stiltiende selvtilfredshed. Men er det forgiftende i længden? Hvor går grænsen mellem at have selvtillid og at være selvfed? Kan man modtage en overvældende skylle af bekræftende komplimenter uden at miste sin sunde selvfølelse? Man må jo trods alt holde begge ben på jorden...
Du er på denne jord
Du blev født på lige fod med alle andre
Du er et selvstændigt individ
Kun du ved hvad du vil
Du har ingen betydning
Din eksistens er en prik
Jeg kunne strege dig ud nu.
Ej, det jeg prøver at sige er at du nok bare i det hele taget skal tage dig sammen. Du ved godt inderst inde at du er en fucking dråbe i et verdenshav. Du kan muligvis gøre dig bemærket hos få af dine medmennesker, men du kan ikke inspirere en hel verden med en sang og du kan ikke redde en hel verden med dit økonomiske overskud. Hvorend du gerne ville. Men hey, din mor tilbeder dig stadig ubetinget, dine venner elsker dig, jeg er parat til at kysse dine fødder fordi du gider læse mit shit, dine kollegaer eller medstuderende holder af dig eller væmmes ved dig, din ekskæreste hader dig og savner dig måske lidt, dine taberdudes fra thx synes du gør eller har gjort deres liv til en fest. Du lever. Du gør indtryk, forårsager afsavn og mindeværdige stunder. Man dør i sidste ende af at leve. Men derfor behøver man jo ikke forspilde sin tid, sin chance.
En meddelelse specielt til føromtalte KG: For mig er du noget særligt, dig kan jeg godt lide!
Kærlighed, varme, omsorg, fred, harmoni og antibiotika til dem der læser dette. Vi kan nok alle bruge et venskabeligt klap på skulderen. Men lad nu ikke jeres sind fordærve i smiger og sleske komplimenter. Det kan I ikke bruge til noget!!
Chillede med my dude KG igår. Kom lige i tanke om at vi faktisk i løbet af den halve eftermiddag ikke så få gange roste hinanden i flatterende vendinger. Tillægsord som klog, lækker, musikalsk, poetisk, sej og ikke mindst "mandeædende" føg lystigt rundt mit værelses fire vægge imellem. Det var skam rart både at give og få, vi sad for en tid hver især og sugede i stilhed den givne anerkendelse i os. Som en tredje ven var den der, en ligesom kemisk opkvikkende energi dirrende af stiltiende selvtilfredshed. Men er det forgiftende i længden? Hvor går grænsen mellem at have selvtillid og at være selvfed? Kan man modtage en overvældende skylle af bekræftende komplimenter uden at miste sin sunde selvfølelse? Man må jo trods alt holde begge ben på jorden...
Du er på denne jord
Du blev født på lige fod med alle andre
Du er et selvstændigt individ
Kun du ved hvad du vil
Du har ingen betydning
Din eksistens er en prik
Jeg kunne strege dig ud nu.
Ej, det jeg prøver at sige er at du nok bare i det hele taget skal tage dig sammen. Du ved godt inderst inde at du er en fucking dråbe i et verdenshav. Du kan muligvis gøre dig bemærket hos få af dine medmennesker, men du kan ikke inspirere en hel verden med en sang og du kan ikke redde en hel verden med dit økonomiske overskud. Hvorend du gerne ville. Men hey, din mor tilbeder dig stadig ubetinget, dine venner elsker dig, jeg er parat til at kysse dine fødder fordi du gider læse mit shit, dine kollegaer eller medstuderende holder af dig eller væmmes ved dig, din ekskæreste hader dig og savner dig måske lidt, dine taberdudes fra thx synes du gør eller har gjort deres liv til en fest. Du lever. Du gør indtryk, forårsager afsavn og mindeværdige stunder. Man dør i sidste ende af at leve. Men derfor behøver man jo ikke forspilde sin tid, sin chance.
En meddelelse specielt til føromtalte KG: For mig er du noget særligt, dig kan jeg godt lide!
Kærlighed, varme, omsorg, fred, harmoni og antibiotika til dem der læser dette. Vi kan nok alle bruge et venskabeligt klap på skulderen. Men lad nu ikke jeres sind fordærve i smiger og sleske komplimenter. Det kan I ikke bruge til noget!!
lørdag den 19. marts 2011
Undskyld at jeg var sådan et upålideligt røvhul!! ;I
Men altså, jeg elsker dig jo allerhelvedes meget. Vil fucking gå langt for at hale et stykke af himmelen ned til dig. Vil gerne se det nye sted dit liv nu skal foregå. Faldt jo i søvn. Var jo træt. Magter det jo ikke. Elsk mig nu bare. Hvis jeg nu arbejder gratis i forretningen en uge? Men så skal du altså også slå til nu her mens jeg er træt. Imorgen vil jeg hverken kunne huske dette eller os. Min hjerne er så tåget. Klar op, klar op, tænd lampen!
Love on you, CG! Har ikke så meget andet at sige.
Love on you, CG! Har ikke så meget andet at sige.
søndag den 13. marts 2011
I den gode sags tjeneste, på en stillestående søndag hvor jeg i skrivende stund er krigslysten i mangel af en mere fornuftig sindstilstand!
Helt seriøst. Kan det egentlig på nogen måde undgås at vi be- og fordømmer hinanden? Alle de beskidte meninger og holdninger vi fylder os selv og de andre med. Jeg har en konkret historie at fortælle, så hvis du tilfældigvis skulle sidde denne søndag og stene præcis som jeg selv, prøv at sætte dig ind i min situation, lyt når jeg snakker, hold munden lukket og paraderne nede, få noget ud af det jeg her vil skrive...
Igår havde jeg per facebookchat en ganske typisk samtale med den førnævnte CG, min veninde i forhåbentligt både tykt og tyndt. Hun nævner tilfældigt en fest der skal foregå om aftenen, helt naturligt glæder hun sig til den efter en række kedelige hverdage. Og jeg bider midlertidigt mærke i fraværet af en invitation for mit eget vedkommende. Jeg er selvfølgelig ikke fornærmet, bare okay pissed. Men det er også fordi det ikke er det eneste. Ved en anden fest, holdt samtidigt med den første og af nogle andre venner, viser der sig også at have været "sociale opdelinger", med det mener jeg en sortering i hvem man ønsker og ikke ønsker skal dukke op til den pågældende fest. Nu ved jeg ikke hvorvidt det var tilfældet ved førstnævnte fest, højst sandsynligt (!!!) har det bare været en ganske uskyldig fejl at jeg, og så vidt jeg ved et par andre, ikke blev inviteret. Men altså...jov, jeg synes sgu det er lidt dårlig stil uanset grunden! Og i hvertfald giver det "de ramte" grund til at tro de måtte være uønskede. Det er jo trist, ikke?
Jeg anklager ikke nogen. Jeg siger ikke det absolut er sådan at der er nogle der, med de meget klassisk triste ord jeg egentlig finder usmagelige, er blevet "holdt udenfor". Men jeg ved at der i min omgangskreds er folk, der af for mig ukendte årsager har nogle bestemte de ikke ønsker at mænge sig med. Jeg har fra tid til anden overhørt halvspydige bemærkninger om hvorvidt den ene og anden skulle være i mangel af at passe ind blandt de øvrige. Det er vel til en vis grad på sin plads at analysere de mennesker man vil tage ind i sit hjem, og i hvertfald at overveje hvad situationens udfald kan bringe med sig af konsekvenser eller dårlige oplevelser, men kan man som socialt menneske og betænksomt individ indenfor samfundets uskrevne regler om takt og tone tillade sig at vælge fra og til blandt dem man til dagligt omgås? Min klare og enkle holdning er at man må kunne forvente og udholde lidt af hvert, medmindre sorteringen skyldes pladsmangel eller at man bare gerne vil holde sig til en mindre fest med så få som muligt. Og i så fald gør man alle en tjeneste ved at melde klart ud hvordan og hvorledes, og eventuelt sørge for at det ikke ender med fem uinviterede og femogfirs VIP'er. For ellers begynder det hele ligesom at minde lige lovligt meget om en børnehave, hvor adgangskravet er et rigtigt fastelavnskostume eller en stærk nok far, desuden går hele pointen af begrebet VIP, eftersom det indbefatter en mindre begivenhed og med et mindre antal personer hvor hver er nøje overvejet.
Tak fordi du lyttede. Det var rart at få læsset af. For øvrigt skal det siges at jeg for ikke så lang tid siden var med til at afvise en festtrængende persons ankomst til et lille selskab på fem. Hvis ikke det var fordi jeg allerede har sagt undskyld til vedkommende og lovet mig selv ikke at gøre noget lignende igen, sad jeg højst sandsynligt lige nu med en vedhængende dårlig samvittighed. Du kan kalde mig dobbeltmoralsk. Men jeg har lært min lektie og vil som sagt forsøge ikke at være så åndssvag, ubetænksom og egoistisk i en sådan sammenhæng igen. Det er sgu fint at se lidt indad en gang imellem. Sikkert derfor vi har øjenlågene!! :P
Love y'all, frippets!
Igår havde jeg per facebookchat en ganske typisk samtale med den førnævnte CG, min veninde i forhåbentligt både tykt og tyndt. Hun nævner tilfældigt en fest der skal foregå om aftenen, helt naturligt glæder hun sig til den efter en række kedelige hverdage. Og jeg bider midlertidigt mærke i fraværet af en invitation for mit eget vedkommende. Jeg er selvfølgelig ikke fornærmet, bare okay pissed. Men det er også fordi det ikke er det eneste. Ved en anden fest, holdt samtidigt med den første og af nogle andre venner, viser der sig også at have været "sociale opdelinger", med det mener jeg en sortering i hvem man ønsker og ikke ønsker skal dukke op til den pågældende fest. Nu ved jeg ikke hvorvidt det var tilfældet ved førstnævnte fest, højst sandsynligt (!!!) har det bare været en ganske uskyldig fejl at jeg, og så vidt jeg ved et par andre, ikke blev inviteret. Men altså...jov, jeg synes sgu det er lidt dårlig stil uanset grunden! Og i hvertfald giver det "de ramte" grund til at tro de måtte være uønskede. Det er jo trist, ikke?
Jeg anklager ikke nogen. Jeg siger ikke det absolut er sådan at der er nogle der, med de meget klassisk triste ord jeg egentlig finder usmagelige, er blevet "holdt udenfor". Men jeg ved at der i min omgangskreds er folk, der af for mig ukendte årsager har nogle bestemte de ikke ønsker at mænge sig med. Jeg har fra tid til anden overhørt halvspydige bemærkninger om hvorvidt den ene og anden skulle være i mangel af at passe ind blandt de øvrige. Det er vel til en vis grad på sin plads at analysere de mennesker man vil tage ind i sit hjem, og i hvertfald at overveje hvad situationens udfald kan bringe med sig af konsekvenser eller dårlige oplevelser, men kan man som socialt menneske og betænksomt individ indenfor samfundets uskrevne regler om takt og tone tillade sig at vælge fra og til blandt dem man til dagligt omgås? Min klare og enkle holdning er at man må kunne forvente og udholde lidt af hvert, medmindre sorteringen skyldes pladsmangel eller at man bare gerne vil holde sig til en mindre fest med så få som muligt. Og i så fald gør man alle en tjeneste ved at melde klart ud hvordan og hvorledes, og eventuelt sørge for at det ikke ender med fem uinviterede og femogfirs VIP'er. For ellers begynder det hele ligesom at minde lige lovligt meget om en børnehave, hvor adgangskravet er et rigtigt fastelavnskostume eller en stærk nok far, desuden går hele pointen af begrebet VIP, eftersom det indbefatter en mindre begivenhed og med et mindre antal personer hvor hver er nøje overvejet.
Tak fordi du lyttede. Det var rart at få læsset af. For øvrigt skal det siges at jeg for ikke så lang tid siden var med til at afvise en festtrængende persons ankomst til et lille selskab på fem. Hvis ikke det var fordi jeg allerede har sagt undskyld til vedkommende og lovet mig selv ikke at gøre noget lignende igen, sad jeg højst sandsynligt lige nu med en vedhængende dårlig samvittighed. Du kan kalde mig dobbeltmoralsk. Men jeg har lært min lektie og vil som sagt forsøge ikke at være så åndssvag, ubetænksom og egoistisk i en sådan sammenhæng igen. Det er sgu fint at se lidt indad en gang imellem. Sikkert derfor vi har øjenlågene!! :P
Love y'all, frippets!
fredag den 11. marts 2011
Kan min ekstreme personlighed presses sammen i så lidt?
Klokken er lidt i seks, det er fredag aften og jeg føler mig lille. Burde foretage mig noget som i den ene eller anden forstand vil gøre en forskel eller skabe noget nyt. Havde faktisk planlagt at udvide min litterære horisont ved at læse en bog omhandlende ægteskabet i starten af det 20. århundrede, men havde ikke lånerkortet til biblioteket på mig. Overvejer på nuværende tidspunkt at øve lidt Beethoven på min cello, men magter alligevel ikke endnu engang at erkende at jeg nok bare ikke har det i mig, dét som skal til!
Hvorfor er der endnu ingen nice ppl der har udvist interesse for mit ve og vel?
Har lyst til at gøre noget spontant... Tusmørket er ved at sænke sig over vores del af moder jord, jeg sidder alene hjemme i stuen uden anden belysning end skæret fra computeren, det er faktisk lidt ensomt og forladt. Men totalt selvvalgt!! Der er selvfølgelig bunker af folk der gerne vil være sammen med mig, kunne sagtens have fået en vild aften, men valgte i stedet at afskære mig ydmygt fra omverdenen, sidder nu og er godt i gang med at skrive dette samt hygge mig med mig selv. En god veninde af mig, LJ, har dog lige lagt på efter en længere telefonsamtale, så man kan sige jeg måske ikke er helt asocial alligevel. Og hun er faktisk nice. Det var så et styks sød og omsorgsfuld veninde der i sidste ende alligevel viste sig at være kerende om hvad jeg laver og hvordan jeg har det.
Hvad kan inspirere mig i et tomt rum?
Man er nødt til altid at have et vågent øje hvis man vil se, føle og opdage. Måske er det derfor de fleste kunstnere er så fucked up på den ene eller anden måde. Er på piller eller lider af mærkelige personlighedsforstyrrelser, får i tide og utide lyst til at gøre fysisk skade på sig selv eller fikse idéer om at denne verden og dette liv er den rene, meningsløse tomhed. Det er egentlig sindssygt.
Hvorfor ikke bare gøre et forsøg på at leve nogenlunde normalt? En rigtig kunstner kan vel et eller andet sted nøjes med i tanken at gøre og udrette noget stort. Måske er det ligefrem det livet handler om. At man oplever og gennemgår en satans forkludret blanding af lort og kærlighed og mental udvikling og sjælelige rejser og geografiske rejser og selverkendelse og lykkepiller og ønskede og uønskede bekendtskaber...for så til sidst at finde ud af at man intet andet behøver end friheden til at mene og tænke. Man kan leve og gøre som man vil, hvad mere kan dit rødmende hjerte begære?
Ti nu stille og indrøm at jeg til dels har ret! Du sidder muligvis og griner røven i laser, men jeg tror faktisk på at jeg har en pointe. Vellev :)
Hvorfor er der endnu ingen nice ppl der har udvist interesse for mit ve og vel?
Har lyst til at gøre noget spontant... Tusmørket er ved at sænke sig over vores del af moder jord, jeg sidder alene hjemme i stuen uden anden belysning end skæret fra computeren, det er faktisk lidt ensomt og forladt. Men totalt selvvalgt!! Der er selvfølgelig bunker af folk der gerne vil være sammen med mig, kunne sagtens have fået en vild aften, men valgte i stedet at afskære mig ydmygt fra omverdenen, sidder nu og er godt i gang med at skrive dette samt hygge mig med mig selv. En god veninde af mig, LJ, har dog lige lagt på efter en længere telefonsamtale, så man kan sige jeg måske ikke er helt asocial alligevel. Og hun er faktisk nice. Det var så et styks sød og omsorgsfuld veninde der i sidste ende alligevel viste sig at være kerende om hvad jeg laver og hvordan jeg har det.
Hvad kan inspirere mig i et tomt rum?
Man er nødt til altid at have et vågent øje hvis man vil se, føle og opdage. Måske er det derfor de fleste kunstnere er så fucked up på den ene eller anden måde. Er på piller eller lider af mærkelige personlighedsforstyrrelser, får i tide og utide lyst til at gøre fysisk skade på sig selv eller fikse idéer om at denne verden og dette liv er den rene, meningsløse tomhed. Det er egentlig sindssygt.
Hvorfor ikke bare gøre et forsøg på at leve nogenlunde normalt? En rigtig kunstner kan vel et eller andet sted nøjes med i tanken at gøre og udrette noget stort. Måske er det ligefrem det livet handler om. At man oplever og gennemgår en satans forkludret blanding af lort og kærlighed og mental udvikling og sjælelige rejser og geografiske rejser og selverkendelse og lykkepiller og ønskede og uønskede bekendtskaber...for så til sidst at finde ud af at man intet andet behøver end friheden til at mene og tænke. Man kan leve og gøre som man vil, hvad mere kan dit rødmende hjerte begære?
Ti nu stille og indrøm at jeg til dels har ret! Du sidder muligvis og griner røven i laser, men jeg tror faktisk på at jeg har en pointe. Vellev :)
onsdag den 9. marts 2011
Læn dig nu for helvede bare tilbage og betragt din tilværelse!!
Hmm... Her er jeg. Ung og satans ivrig efter at blive set og hørt. Jeg har en idé om, at oprettelsen af denne blog måske vil kunne inspirere mig til at få skrevet noget mere. Jeg er digter og meget kunstnerisk, begavet med højtudviklede kreativitetselementer, som jeg ikke synes jeg får udnyttet tilstrækkeligt. Jeg skriver frit fra leveren. Har ikke nødvendigvis hjertet med i mine tekster. Er til dels kynisk. Verden har brug for mig.
Noget mere om mig: Jeg tilhører en kvinde med initialerne CG. Hun er dejlig, fordi hun viser sider af mig jeg måske ikke selv er i stand til at se. Blandt mange andre og andet er hun min inspirationskilde. Jeg kan se verden og livet gennem lyset i hendes kerne. Hvor hun går, går alt i liv, dagene bliver lange og lige til at holde ud, jeg sidder her beruset af tanken om nærvær, hendes gådefulde tankespind pirrer telepatitråden hende og jeg imellem. Alt jeg behøver er venskabets stærke bånd. Man siger blod er tykkere end vand, jeg vil mene en ånd båret af kærlighed og ubetingede tilfredsstillelser, i form af for eksempel krævende ydelser, skulle være mere holdbar end noget andet fællesskab mennesker imellem.
Okay, hvis du har kunnet udholde at læse alt ovenstående, og du endda finder det irrelevant at jeg ikke helt som lovet fik fortalt noget mere om den person jeg går og er, må du være et meget tålmodigt menneske, og jeg håber ikke jeg har spildt din tid. Ved ikke hvad jeg laver her. Hvorfor skulle folk gide lære mig at kende? Jeg er ikke mere interessant end alle andre. Kan ikke noget særligt. Er ligeså selvcentreret og egoistisk som din mor da hun valgte at få dig. Kender du mig? I så fald bør du overveje en ekstra gang hvorvidt min eksistens påvirker din skæbne. Jeg er et ubetydeligt og ynkværdigt individ, men desværre har jeg alligevel i dette liv ødelagt og forårsaget meget. Bare tænk dig om. Jeg siger jo ikke du skal ændre noget. Vil egentlig gerne lære dig at kende. Det er ærgerligt at der er en skærm imellem os, og at jeg ikke aner om du er politiker eller skraldemand eller glædespige. Går dog ud fra du er nogenlunde civiliseret og måske lidt desperat, ellers befinder du dig forhåbentligt ikke på denne taberblog!!
Tag nogle piller.
Smil, smil og spæde solstråler herfra. Nyd dit forår.
Noget mere om mig: Jeg tilhører en kvinde med initialerne CG. Hun er dejlig, fordi hun viser sider af mig jeg måske ikke selv er i stand til at se. Blandt mange andre og andet er hun min inspirationskilde. Jeg kan se verden og livet gennem lyset i hendes kerne. Hvor hun går, går alt i liv, dagene bliver lange og lige til at holde ud, jeg sidder her beruset af tanken om nærvær, hendes gådefulde tankespind pirrer telepatitråden hende og jeg imellem. Alt jeg behøver er venskabets stærke bånd. Man siger blod er tykkere end vand, jeg vil mene en ånd båret af kærlighed og ubetingede tilfredsstillelser, i form af for eksempel krævende ydelser, skulle være mere holdbar end noget andet fællesskab mennesker imellem.
Okay, hvis du har kunnet udholde at læse alt ovenstående, og du endda finder det irrelevant at jeg ikke helt som lovet fik fortalt noget mere om den person jeg går og er, må du være et meget tålmodigt menneske, og jeg håber ikke jeg har spildt din tid. Ved ikke hvad jeg laver her. Hvorfor skulle folk gide lære mig at kende? Jeg er ikke mere interessant end alle andre. Kan ikke noget særligt. Er ligeså selvcentreret og egoistisk som din mor da hun valgte at få dig. Kender du mig? I så fald bør du overveje en ekstra gang hvorvidt min eksistens påvirker din skæbne. Jeg er et ubetydeligt og ynkværdigt individ, men desværre har jeg alligevel i dette liv ødelagt og forårsaget meget. Bare tænk dig om. Jeg siger jo ikke du skal ændre noget. Vil egentlig gerne lære dig at kende. Det er ærgerligt at der er en skærm imellem os, og at jeg ikke aner om du er politiker eller skraldemand eller glædespige. Går dog ud fra du er nogenlunde civiliseret og måske lidt desperat, ellers befinder du dig forhåbentligt ikke på denne taberblog!!
Tag nogle piller.
Smil, smil og spæde solstråler herfra. Nyd dit forår.
Abonner på:
Opslag (Atom)